SØG:
Ejerforhold og fokus
NunaMinerals ejes 37,1% af Grønlands Hjemmestyre, 19,5% af Rudersdal A/S, 17,9% af Lønmodtagernes Dyrtidsfond og over 2.000 private investorer.
Selskabets formål er på kommerciel basis at udvikle og udnytte Grønlands naturgivne mineralressourcer. Succeskriteriet er at skabe en indtægtsgivende virksomhed med basis i det grønlandske samfund.
Grønland har en geologi som er sammenlignelig med geologien i lande som Canada, Australien samt Sverige og Finland, hvor minedrift er betydende erhverv.
Den internationale efterforskningsaktivitet i Grønland er vokset eksplosivt de seneste år. Grønlands potentiale som mineland er blevet opdaget af omverdenen. Efterforskningen har ført til etableringen af to miner i Grønland i løbet af de sidste par år, og flere efterforskningsprojekter forventes at blive til miner i løbet af de kommende år.
NunaMinerals har i løbet af de sidste par år målrettet forberedt sig på denne udvikling og besidder nu en portefølje af efterforskningsprojekter i forskellige udviklingsstadier, som vil være attraktive for joint venture partnere.
Selskabets strategi er at identificere projekter for fokuseret efterforskning. For sådanne projekter underbygges potentialet, og selskabet stiler efter etablering af samarbejde med ressourcestærke selskaber. Etablering af samarbejdsaftaler baseres på , at partnere i selskabets projekter optjener ejerandele i projekterne ved at tilføre projekterne yderligere teknisk og finansiel styrke.
NunaMinerals vil udnytte selskabets viden om mineralpotentialet i Grønland til at indgå nye, forretningsmæssige aftaler med internationale samarbejdspartnere om efterforskning i Grønland. Selskabet råder over stor viden om mineralpotentialer og praktisk prospektering opsamlet gennem mange års efterforskning.
NunaMinerals var finder af guldforekomsten i Sydgrønland. Selskabet har været med i udviklingen af projektet og har gennem årene opnået værdifuld viden, indsigt og erfaring med udviklingen af et efterforskningsprojekt til igangsætning af mineproduktion. NunaMinerals vil gerne fokusere på selskabets kernekompetencer, som netop er mineralefterforskning og har derfor i løbet af 2007 valg at sælge selskabets ejerandel i guldminen til selskabets partner, Crew Gold Corporation.
Selskabets øvrige aktiviteter vedrører guldefterforskning (Storø, Qussuk, Isua, Paamiut, Vagar og Nanortalik projekter) samt efterforskning efter nikkel (Ammassalik, Giesecke, Stendalen samt Maniitsoq Øst projekter), wolfram (Ymers Ø, Ivisaartoq projekter), diamanter (Kang Øst-projektet) samt platin (Fiskefjord platinprojekter).